Afhængig af tal.

Hermed en lille rejsebeskrivelse fra Danmark. Selvom man ikke er ude for landets grænser er der vel stadig eventyr at opleve her i det lille kongerige.

I morgen skal jeg til eksamen i pædagogik. Noget jeg har glædet mig til, og længtes efter i næsten 3 ½ år nu. Endelig kan jeg få en reel vurdering af hvad jeg dur til, og om jeg er på rette vej i min karriere og i mit kald. Jeg har igen og igen mugget gevaldigt over at jeg fik et sølle ”bestået” for en opgave som jeg har lagt mange timers faglige og samfundsrelevante refleksioner i. Jeg har tit tænkt: ”Hvis jeg fik en karakter for denne opgave, så vil den virkelig være god!” men har jo altid pakket det ind i sætninger som: ”Jeg gad bare godt vide om jeg er på rette vej, eller om der er noget jeg har misforstået.” Jeg vil så gerne have det tal som siger at jeg er klog og reflekteret ud over det sædvanlige. Jeg snakkede med min lærer den anden dag, og hun sagde at jeg nok skulle klare det. Det skal jeg også nok, men jeg tog mig selv i at tænke at jeg ikke vil nøjes med at klare den. Jeg vil være super god til det, og jeg vil gerne have det 12-tal. Jeg vil ikke blive skuffet over at få mindre (det bilder jeg mig i hvert fald ind), men jeg kunne bare godt tænke mig et 12-tal.

Jeg tror mit ønske om at klare mig godt til eksamen skyldes forventninger både fra andre men især også fra mig selv. Min sidste vejleder har tit sagt til mig: ”Sådan en som dig, Louise, du skal bare nyde at være til eksamen. Du er jo så dygtig, så du skal bare gå ind og brillere med det du har.” Sådan nogle kommentarer gør mig glad og stolt, og sætter mine egne forventninger op. Jeg er så glad for at blive anerkendt for det jeg gør, og for det, folk tror, jeg kan.

Derfor er jeg kommet til at tænke på, hvad der mon sker hvis jeg ikke lever op til mine og andres forventninger. Hvis det jeg bliver rost for, faktisk ikke er rigtigt? Det er selvfølgelig ikke så farligt at man ikke kan leve op til forventninger, det er jo sådan noget der sker, og det er menneskeligt at fejle og bla bla bla. Men hvis jeg føler mig værdifuld, når jeg lever op til andres forventninger kan det jo gå galt, hvis jeg så ikke lever op til dem. Hvor ligger min værdi så henne? Som pædagog, lærer jeg at min værdi ikke ligger i hvad jeg gør ,men i hvem jeg er. Men jeg tror at jeg igen og igen fokuserer på at gøre fortjent, i stedet for at være fortjent. Jeg elsker at blive rost, og jeg elsker at rose andre. Men er det nu også altid så godt at gøre det? Giver det ikke bare grobund til at vi pludselig kommer til at falde med et brag når vi engang ikke lever op til andres forventninger? Jeg er stadigvæk meget i tvivl om hvad jeg skal tænke om begrebet ros, og har i hvert fald ingen svar på det nu.

Jeg tror bare det er vigtigt at finde sin værdi i noget der ikke er så afhængige af vores præstationer. For uanset hvor mega seje vi er til noget, så er vi blot mennesker som ikke har fattet særlig meget af det hele alligevel. I går stressede jeg lidt over mine forventninger til min eksamen, og besluttede mig for at læse i biblen. Jeg læste et sted, hvor disciplene diskuterede om hvem der var den bedste og største, lidt ligesom jeg kan have det: ”Jeg er faktisk god til det her, og hvor er det godt at jeg sammen med Jesus kan hjælpe folk der har det svært.” Men Jesus siger at det slet ikke går ud på det. Han siger noget i retningen af dette: ”Lad nu være med at lave rangordninger og mål jeres værdi på hvor gode I er!” Ikke lang tid efter han siger det til dem, hænger Jesus på et kors, og viser os hvor meget han elsker os. Ikke på grund af vores godhed, men nærmere på trods af vores mangel på godhed. Det tror jeg at jeg har brug for at blive mindet om igen og igen. Jeg er ikke værdifuld fordi jeg er god, jeg er værdifuld fordi Gud har valgt at elske mig. Og den kærlighed forsvinder ikke bare fordi jeg gør noget dumt, eller fordi jeg dumper en eksamen. Den er der hele tiden og igen.

Så nu vil jeg med lettet hjerte og forventningspresset på afstand, fortsætte med min eksamensforberedelse, og ønske alle held og lykke med ræset til alle derude.

Julegaven til jer.

Ja nu er det ved at være længe siden jeg har skrevet herinde på min blog. Det er nu ikke fordi jeg ikke oplever noget. Tværtimod. Jeg bliver konstant fyldt med indtryk og oplevelser, så jeg har haft svært ved lige at finde energien til at sætte ord på mit liv. Men hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, så har jeg nok også været en lille smule doven her på det sidste. Jeg nyder jo egentlig at fortælle jer alle hvad jeg går og laver, og selvom min hverdag er fyldt med indtryk og oplevelser, så har jeg ikke haft særlig travlt. Derfor vil jeg lave en lille hurtig update for jer, om hvad jeg har lavet de sidste 2 måneder, og til sidste, vil jeg give jer jeres velfortjente julegave, billeder fra min tid hernede.

Sidste jeg skrev, fortalte jeg at jeg var flyttet tilbage til Midbar Sinai 25 (Sinai Ørken nr. 25) Det har jeg været utrolig glad for. Jeg og min danske roomie, Sigrid, har nydt livet i fulde drag. Vi har i de 1 1/2 måned vi boede sammen været rigtige "Hausfraus". Vi har bagt uendelige mængder af kager og koldt hævede brød, og det har faktisk været utrolig udfordrende, idet vi ikke havde nogen køkkenvægt og at vores ovn ikke viser hvor mange grader den er på. Det er i sandhed et mysterium at nogen kan finde på at producere en ovn, som ikke har et termostat med grader, men at Mellemøstens største IKEA ikke har en køkkenvægt, virker, for mig, som en stor fed joke. Anyway, jeg har virkelig haft en skøn tid med Sigrid. Hun er desværre taget tilbage til Danmark igen.

På arbejdet har jeg arbejdet med en etiopisk israelsk børnegruppe. Børnenes fædre har forladt familien, enten fordi de er i fængsel for hustruvold eller fordi de simpelthen ikke vil have noget med deres kone og børn mere. Det et selvfølgelig svært for både børn og mødre at bearbejde, så mødrene er til gruppe terapi på Machaseh, der hvor jeg arbejder. Imens mødrene er i terapi, har jeg sammen med 3 andre kollegaer haft en form for kunstterapi med dem. Det har været meget spændende, men det har især for mig været meget svært. Ingen af børnene kan engelsk, og jeg kan ikke særlig meget hebraisk. Derfor har jeg tit følt at jeg har siddet i et hjørne og kigget på. Jeg har været utrolig frustreret og har haft svært ved at glæde mig til at arbejde med børnene. Meget af min praktik har været fyldt med frustration og nederlag. Jeg har dog ikke fortrudt at jeg er taget til Israel, og heller ikke at jeg er i praktik på Machaseh. Jeg har de dejligste kollegaer, som altid fortæller mig at jeg er værdsat og at jeg gør et godt stykke arbejde. Og da jeg har oplevet meget frustration i min praktik, har jeg haft rig mulighed for at træne mig i at lede efter de små sejre. Vi er færdig med forløbet med børnene, og jeg er ikke i tvivl om at det har været godt for dem. Jeg fik også lært dem en sang som jeg havde oversat til hebraisk. Den er rimelig svær at synge på hebraisk, men det gik, og både børn og mødre var vilde med den. (Det var sangen: "On a day like this" Hvis det siger jer noget)

Det har lige været jul, så for at jeg kunne komme rigtig i julestemning, fik jeg min familie til at komme til Jerusalem. Det har været skønt at være deres guide i denne forunderlige by som jeg har boet i i snart 5 måneder. Vi fik te inde hos min arabiske butiksmand, jeg viste dem mit yndlings falafelsted, de så min praktik, vi var i Betlehem, på oliebjerget, ved grædemuren, i gravkirken, i gravhaven, tempelpladsen, det dødehav og mange andre steder. Vi travede rundt i den gamle by, og fik pruttet med priserne på livet løs. Vi bagte også julekager i vores psyko-ovn som bager alt for hårdt, fordi den som sagt ikke viser grader. Det har været så dejligt at se Israel igennem deres øjne, og være i stand til at fortælle dem om livet hernede. Jeg tror ikke det er sidste gang de har været i Israel.

I går tog de så tilbage til Danmark, og jeg er så småt begyndt at tænke på arbejde igen. I morgen skal jeg til nytår hjemme ved Lise og Jakob som er præsteparet i den danske kirke. Jeg er sikker på at det bliver en meget anderledes Nytår, da der ikke er tradition for at skyde fyrværkeri af her i landet. Det passer ikke helt, araberne fyrer af hver eneste gang der er bryllup, men ud over det så tror jeg ikke jeg kommer til at se så meget fyrværkeri.. men lad mig nu se, det kan være jeg bliver overrasket. Jeg glæder mig i hvert fald til at være sammen med mange dejlige mennesker i morgen.

Nå nu kommer min julegave til jer.
Billeder:

Her sidder jeg på en kamel og ridder lidt rundt i Sinai ørken. Læg lige mærke til at jeg helt selv styrer kamelen.

Dette er hestetransport a la vestbredden. Vi var på vej til Galilæa og kørte på et tidspunkt bag denne hest.

Israel har virkelig nogle meget maleriske skilte. Dette skilt er ved Qumeran, som er det sted hvor nogle hyrder fandt de berømte dødehavsruller.

Dette er også i Qumeran hvor Tsfay og jeg kigger igennem et af de vinduer man havde på den tid. (Jeg tror det er fra det førte århundrede, men jeg er lidt i tvivl.) Tsfay er en etiopisk nordmand, som var med på denne tur til det dødehav, arrangeret af min vejleder Hege og hendes mand Knut.

Den berømte grædemur, som er delt op i en mande og en kvinde afdeling Jeg tog billedet da jeg var på vej op til tempelpladsen.

Klippemoskeen, som ligger lige der hvor jødernes tempel har ligget. Inde i klippemoskeen stikker der en klippe op. Klippen er efter jødisk tradition der hvor Abraham skulle ofre Isak men i stedet fik en vædder som han kunne ofre. Traditionen siger også at det var på dennee klippe hvor Gud stod da han formede Adam. Muslimerne siger at dette sted er der hvor Abraham skulle ofre Ismael, og altså ikke Isak.

Bag den store backpack er jeg. Vi er oppe på en bjergryg på vej til vores lejrplads ude midt i Negev ørkenen. Det var en smuk tur, men den er også rigtig hård. Min t-shirt havde hvide plamager af salten fra min sved!

Mig og mine skønne brødre fra Herodion, med udsigt over Betlehems omegne.

Masser af krydderier i den gamle i Jerusalem. Et meget kunstfærdigt bjerg af krydderier, med klippemoskeen på toppen. Åh jeg kommer til at savne den gamle by.

Til sidst, et lille julebillede af familien fra Betlehem. Min svigerinde, mine brødre, mine forældre og mig.


Ja det var alt fra nu.. Jeg håber at I alle kommer godt ind i det nye år.

Mit israelske lyskryds

For knap en måned siden skrev jeg, at jeg skulle flytte fordi jeg kunne bo gratis et andet sted. Jeg flyttede også derud, men nu er jeg faktisk flyttet tilbage til Sinai Ørken nr. 25 igen.

Her kommer min lille hjem-ude-hjem eventyr.

Min altid hjælpsomme præst Jakob, og en af hans piger kom og hjalp mig med at flytte mine ting til mit nye hjem for omkring en måned siden. Dagen efter jeg flyttede, lå jeg i sengen hele dagen og var syg. Jeg havde faktisk ret ondt af mig selv... Ja okay, jeg græd... igen. Jeg følte mig så ensom og syntes jeg var langt væk fra alting. Der hvor jeg var flyttet hen hedder Ma'ale Adumim og er en forstad til Jerusalem. Jeg sammenligner det lidt med hvad Odder er for Århus. (Jeg skal så lige sige at jeg slet ikke har noget imod Odder. Det er faktisk en af de dejliste byer jeg har boet i. Jeg har trods alt boet det i sammenlagt 2 1/2 år.) Jeg har egentlig heller ikke noget imod Ma'ale Adumim. Det er faktisk en noget smukkere og renere by end Jerusalem. Den har alt hvad man behøver, et kæmpe shoppingcenter og smukke parker og flotte rundkørsler med palmer. Der er også den smukkeste udsigt udover Judæa ørkenen, og max 30 km. til det døde hav.

Men hvad var der så galt med det? spørger du nok. Det var jo gratis.. Hallo Louise har du helt glemt din jyske fornuft?
Min fornuft har det nu meget godt. Mine første prioriteter er bare ikke gods, guld og smukke palmer. Hende jeg boede hos er virkelig en dejlig dame, men hun ville ikke have at jeg havde besøg af venner, fordi dette hjem skulle være et sted man kan få fred og ro. Hun arbejder meget og har brug for fred når hun kommer hjem, så det forstår jeg godt. Hun er virkelig en dejlig kvinde, men jeg følte mig lidt som gæst i mit eget hjem. En anden udfordring var at der ikke var internet der. Det var virkelig frustrerende for mig, fordi jeg havde brug for at være i kontakt med mine venner og familie i Danmark. Et trejde faktor som gjorde at jeg havde svært ved at bo der var at det var så langt væk. Jeg bruger meget tid på transport fordi jeg skal rundt og besøge familier rundt om i Jerusalem. Så hvis det tager en times tid at komme ind til Jerusalem i morgentrafikken, og så skal skifte til en anden bus, så slider det meget på mig.
Faktisk blev jeg ret god til at pakke en taske som kunne holde en hel dag. Jeg havde selvfølgelig min fuldt opladet computer med, så jeg kunne nasse på tilfældige trådløse internetforbindelser i Jerusalem. Mange gange havde jeg flere gode forbindelser at vælge imellem. så havde jeg altid mit halstørklæde med, for selvom det var svedende varmt om dagen bliver det køligt når solen går ned, desuden er aircondition også sindsygt koldt. For det meste havde jeg også et par langbukser og en bluse med i min min taske, som jeg kunne skifte til om aftenen. Ellers havde jeg det sædvanlige udstyr med som en vandflaske, min kalender og min mobil. Hvis det var torsdag så havde jeg for det meste også min sovepose, mit nattøj et ekstra sæt tøj, en tandbørste og en deo med, da jeg i weekenden ikke kan tage til Jerusalem med offentligt transport p.g.a. Shabbat. Men bare rolig, jeg overnattede ikke i en papkasse på gågade sammen med de andre hjemløse, jeg har overnattet hos forskellige venner i weekenden.

Men altså selvom det har været meget lærerigt og spændende at have mit hjem i en rygsæk, og stå tidlig op og komme sent hjem, så var det alligevel meget slidsomt til sidst. Derfor valgte jeg at flytte tilbage til mit gode gamle og velkendte Sinai Ørken 25, da jeg hørte at der var et værelse frit.
Det var præcis som for en måned siden: Jeg blev først syg, og sov i 1 1/2 døgn (Jeg tror jeg var syg p.g.a. stress) derefter (dvs. i går) kontaktede jeg flyttefirmaet "Jakob og datter", og så flyttede jeg ind på Midbar Sinai Street 25 i Jerusalem. Igen! ....og jeg er glad.

Hvis der er et par enkelte som tænker: "Det var da godt nok en lang forklaring!", så er det fordi I ikke kender hele historien, for dette er virkelig kun en grov skitse over alle de elementer og overvejelser der har spillet ind. "The extended version" kan man få på skype, eller når jeg kommer hjem.
Er der nu nogle andre, (eller de samme som før, hvad ved jeg) der slet ikke kan forstå hvorfor jeg har kaldt dette blogindlæg for "Mit Israelske lyskryds", så kan jeg godt forstå dig. Forklaring og guldkorn følger :-)

En dag da jeg stod og ventede på min bus til Ma'ale Adumim, filosoferede jeg nemlig lidt over min situation. Jeg var allerede på vej til at være syg, og havde ventet i 20 min på bussen. Endelig kom min bus, men selvom jeg vinkede med armene, holdte den ikke ind til siden. Da den kørte forbi så jeg at det var helt umuligt at få mig presset ind i den bus, for den var fyldt til bristepunktet med pasagerer. Havde det nu været varmere, havde jeg nok lidt mere overskud til at more mig over hvor komisk det så ud. Alle disse mennesker var mast ind mellem hinanden, ja nærmest presset op mod ruden. Alle havde de det samme lidt vilde udtryk i øjnene som både siger "Åh jeg skal bare holde balancen i denne stilling de næste 20 min." og "Jeg håber ikke at buschaufføren laver alt for vilde sving." Nå, men jeg endte med at vente på bussen i 50 min. Derfor begyndte jeg som sagt at filosofere over det jeg så, nemlig lyskrydset.

Det var et stort lyskryds fordi vejene var 3-sporet. Jeg kiggede på bilerne, og så dem standse og køre igen. Det hele fungerede som det skulle, selvom der konstant var biler det skulle holde stille. Lige pludselig tænkte jeg at det er sådan mit stressende liv er lige nu. Hele min dag er et stort israelsk lyskryds. Jeg har omgivet mig selv med stress og jag. Jeg forsøgte at bo i Jerusalem selvom jeg boede i Ma'ale Adumim, samtidig skal jeg lige lede min danske cellegruppe, jeg skal lige spille lovsang i kirken, jeg skal lige besøge en familie der stadig har det vildt svært, jeg skal lige lære at synge en sang på hebraisk, jeg skal lige tjekke min e-mail hvis jeg kan finde internet, jeg skal lige snakke med venner på skype, jeg skal lige brænde 3 timer af i byen, inden jeg skal mødes med "de næste", jeg skal lige forsøge at kommunikere med børn der ikke forstår engelsk, inden jeg tager en sen bus hjem til Ma'ale Adumim. Alle de ting er meget gode, men hvis alle ting bare afløser hinanden, og der altid er noget der venter, så bliver det til sidst for meget. Min mor plejer at sige til mig: "Man får stress af alt det man ikke når." Det vil sige, det er godt at lave noget, men hvis du ikke kan nå det du har sat dig selv for så giver det stress.
Det er fedt hvis man har overskud til at agere som lysregulering i et stort lyskryds, men det er bare super vigtigt at komme lidt væk fra det hele og lade det hele bare gå ligeud ad "landevejen."
Håber det giver mening.

Det er så nu jeg kunne gøre symbolikken komplet med at citere Jesus som siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet." Men i stedet for (eller faktisk samtidig med) vil jeg give jer et skriftsted fra Apostlenes gerninger 8, 26 hvor en Herrens engel siger til apostlen Fillip: "Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde."
Tit tror vi at vi skal være der hvor alle andre er for at få mest udbytte af vores "nådegaver". men nogle gange leder Gud os af øde veje. I kan jo læse videre for jer selv og se hvad Filip oplever på denne øde vej.

P.S. Jeg ved godt at det er lidt modsigende at jeg finder mere ro ved at være i larmende Jerusalem, end i smukke Ma'ale Adumim. Men sådan har livet nu sine finurligheder engang imellem.

Hvad laver jeg?

For tiden har den danske kirke besøg af 3 diakonstuderende; Lone, Heidi og Anne Cathrine (AC). De har alle 3 gået i min klasse så jeg inviterede dem til Machaseh’s kontor for at fortælle om mit arbejde. Jeg har jo trods alt snart været her i 2 måneder, så nu må jeg da vide hvad jeg render rundt og laver. Vi mødte min leder på kontoret, og hun præsenterede mit arbejde for de 3 diakonstuderende sådan her: ”Louise laver 4 menneskers arbejde, hun arbejder med en etiopisk børnegruppe, hun arbejder med holocaust overlevende, hun arbejder med voldsramte kvinder og hun arbejder med flygtninge familier.” Det er selvfølgelig en mild overdrivelse, men Lone, Heidi og AC blev imponeret og jeg blev også en smule glad for rosen. Men ja lad mig fortælle jer om de 4 jobs jeg har på Machaseh lige for tiden, for det kan ændre sig så hurtigt.

Den etiopiske børnegruppe

Fra i dag og de næste 8 torsdage frem skal en gruppe enlige etiopiske mødre i terapi her på Machaseh. I Israel er der mange etiopiske immigranter, og de er ikke så velset i samfundet. Nu da deres mænd er smutte fra dem, og de er alenemødre, har de slet ikke særlig god status i samfundet. Blandt andet derfor har de brug for at komme i terapi. Imens disse enlige mødre er i gruppe terapi, tager jeg og nogle andre os af deres børn. Jeg og min vejleder har planlagt et program for dem for disse 8 gange vi skal være sammen. Et program hvor de på en kreativ måde kan få mulighed for at sætte ord på deres følelser og tanker. Der må være mange ting der gå igennem hovedet på et barn, når far lige pludselig forsvinder ud af deres liv uden nogen forklaring.

Holocaust overlevende

Jeg besøgte i går en dejlig gammel dame på 86 år. Hun er fra Rusland men er flyttet til Israel for 20 år siden. Hun har overlevet jødeforfølgelserne men mere ved jeg ikke om det. Jeg skal være en besøgsven for hende, og hjælpe hende med at gøre rent osv. Jeg glæder mig så meget til at lære hende bedre at kende, for hun virker så herlig. Mange holocaust overlevende er desvære meget ensomme. De fleste af dem lider også af kræft, så der er brug for besøgsvenner for dem. Jeg er så glad for at jeg kan være besøgsven for hende. Hun er så kærlig, og det er en fornøjelse at vaske hendes gulv. Hun er tidligere engelsklærer, så vi kan sagtens snakkes sammen. Det er virkelig dejligt.

Voldsramte kvinder

Ja, jeg ved ikke hvor meget jeg arbejder med dem, men der er i hvert fald en kvinde, som jeg hjælper med at passe hendes barn. Hun har været prostitueret men blev senere gift. Hendes mand var desværre utrolig voldelig og har været forfærdelig overfor hende og deres 2 børn. Nu er hun i en lejlighed sammen med andre kvinder i hendes situation. Hun har fået et job som rengøringskone, og derfor hjælper jeg hende med at passe hendes ældste barn. Han er en lille smule traumatiseret af hvad han har oplevet, men jeg synes det går rigtig godt med ham trods alt.

Flygtninge familien

Jeg besøger en familie hver uge. Manden er fra Etiopien og kvinden er fra Eritrea og sammen har de 4 børn i alderen 3 mdr. til 6 år. Manden har været meget aktiv i kirkeplantning i Etiopien og har også haft en del at gøre med fængselsmission så vidst jeg ved. Deres situation er meget svær fordi Etiopien og Eritrea er i strid med hinanden. Manden har også været aktiv i et politisk parti som var i opposition mod regeringen, og derfor blev det helt umuligt for dem at leve i Etiopien. Manden blev også fængslet en gang, og de endte med at flygte af to omgange. Først flygtede moderen, dengang med de to ældste børn og gravid med den tredje. Derefter flygtede faderen et halvt år senere, og blev genforenet med sin kone og 3 børn. Nu har de som sagt 4 børn, og har stadig ikke permanent opholdstilladelse i Israel. De kan heller ikke få status som flygtninge så de kan flytte videre til et andet land som gerne vil tage imod dem og give dem opholdstilladelse. Det hele er lidt trist for dem. Faderen prøver på at arbejde, men det er svært at finde arbejde når man kun har et visum der holder i 3 måneder nogle gange kun en måned ad gangen. Den familie har være utrolig meget igennem. Jeg kommer og aflaster forældrene lidt ved at lege med børnene og tage dem til legepladsen osv. Jeg snakke også med dem og forsøger at være lidt en sjælesørger for dem. Det er en mega svær situation de er i. Da jeg besøgte dem i tirsdags var de ved at pakke deres ting sammen. De skal være ude af deres lejlighed på mandag, og flytter derfor på fredag. De har prøvet at få et nyt sted at bo tættere på byen, og på mandens arbejde, men det er så besværligt fordi de er flygtninge og ikke er jødiske. De skal bo midlertidigt et sted, men ved ikke særlig meget om hvad fremtiden bringer. Det virker bare så svært, og når de så samtidig har 4 småbørn i familien samtidig med virker det hele så håbløst. Det vilde er dog at trods al den modstand de møder, så har jeg sjældent oplevet mennesker med så stor tillid til Gud som de har. Deres taknemlighed og trofasthed overfor Gud er virkelig beundringsværdigt. I løbet af en halv times samtale med manden siger han ”Praise God” og ”Jesus is good” mindst 10 gange. Det er virkelig vildt. Jeg bliver tit så rørt over deres situation, men mest af alt bliver jeg rørt over hvor meget de lægger deres liv over i Gud vor skabers hænder. Det kan jeg virkelig godt lærer noget af.

Det var denne opdatering, om mit arbejde. Det var måske meget opremsende, men næste gang skal jeg nok prøve at flette lidt humor ind i det hele.

Balagang – det hebraiske ord for total kaos.

Her er to nyttige Hebraiske ord til jeres ordforråd. Det ene er Rega. Det betyder ”slap af” og bruges meget ofte. Det lyder måske sådan Hakuna Matata agtigt. Men det er det nu ikke. Alle i Israel er mega utålmodige og samtidig elsker de at stå på sin ret, derfor bliver man tit sat på plads med et ”Rega, rega” og det særprægede rega-håndtegn. (man vifter med en hånd hvor alle fingerspidserne er samlet og peger opad.) Et andet godt hebraisk ord er Balagang. Det betyder ”total kaos”, og beskriver også meget godt den Israelske kultur. Jeg har for eksempel ikke oplevet at starte på en uge hvor jeg vidste på forhånd hvornår jeg skulle møde på arbejde, og hvad jeg for den sags skyld skulle lave. For det meste bliver mine arbejdsdage planlagt en eller to dage inden, selvom det selvfølgelig ikke er nogen garanti på at dagene så ser sådan ud. Trafikken her i Israel er somme tider også det  rene balagang, og dythornet bliver flittigt brugt. Selv ambulancerne bruger dythornet, fordi ingen tager sirenerne alvorligt. Man fornemmer nærmest at bilisterne siger: ”Rega, rega,” til ambulanceføreren ”jeg var her jo først!”

Men nu vil jeg fortælle jer om mit israelske balagang liv. Det starter meget fredeligt og hyggeligt:

Lige nu sidder jeg i køkkenet, og lytter til det dejligste levende violin musik inde fra mit værelse. Jeg bliver helt salig af at lytte til det dejlige musik. Musikken bliver fremtryllet af den talentfulde violinist hedder Sigrid og er lige ankommet fra Danmark natten til i går. Hun sover på en madras på mit værelse, indtil en af os finder et nyt sted. Det lyder måske som om at jeg er blevet voldgæstet (det ord findes faktisk, tror du mig ikke så læs Odysseen), men det er nu ikke tilfældet.

Jeg er i den heldige situation at jeg kan få et værelse i udkanten af Jerusalem for 0 kroner, eller rettere for 0 shekel. Værelset er for volontører på Machaseh (min praktik institution) og derfor er det gratis for mig. Fantastisk! Da jeg vidste at en Sigrid fra Danmark skulle finde et sted at bo meget hurtigt, tilbød jeg at hun kunne overtage mit nuværende værelse hvis jeg flyttede ud. Men som den jordnære jyde jeg er, vil jeg gerne lige se stedet inden jeg beslutter mig for at flytte derhen. Jeg er ikke typen der køber katten i sækken, heller ikke når den er gratis. Men da Sigrid ankom i går, og jeg stadig ikke har kunne få en aftale om at se det nye sted (Rega), bor vi indtil videre begge to på mit værelse. Det er ret hyggeligt, for Sigrid er en super dejlig pige. Dette i sig selv kan måske godt virke en lille smule kaotisk. Men der er mere endnu. (Vi skal længere ind.)

I nat kl. 2 kommer Lise volontørkoordinatoren fra Israels missionen og skal bo hos mig (eller Sigrid) i en uge. Det bliver rigtig hyggeligt at Lise kommer, da det er hende jeg har snakket så meget med, dengang jeg skulle finde ud alt det med at finde en praktikplads i Israel. Jeg tror nu ikke vi alle skal sove inde på værelset, selvom der egentlig er plads nok. I modsætning til Danmark er Israel stadig meget varm, også om natten. Men huset er stort, og der er altid plads til en gæst mere. Jeg ved ikke hvor mange nætter jeg har tilbage her på Sinai Ørken 25, så selvom det er hyggeligt med overnattende gæster, så kryber den Israelske Balagang langsomt ind på mig. Men der er mere endnu (Vi skal længere ind.)

Som jeg allerede har nævnt er mit arbejde meget ustruktureret. Det gode ved det er at jeg endelig har fået taget mig sammen til at købe en kalender, fordi det ellers er total umuligt at få styr på mit liv. På torsdag var det meningen at jeg skulle til 3 forskellige møder. I dag har jeg så fået at vide at jeg skal lave noget andet. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er det jeg skal lave på torsdag. Jeg skal hjælpe en kvinde som har været offer for prostitution. Hun giftede sig, og fik 2 børn. Hendes mand har været utrolig voldelig mod hende, så nu er hun i en beskyttet lejlighed, og kæmper med myndigheder om at få en skilsmisse. Hendes to små børn er forståeligt nok traumatiseret af det hele, især den ældste. Kvinden er kommet ud af prostitution, og skal begynde med et rengøringsjob. Det er her jeg kommer ind i billedet. Jeg skal nemlig tage mig af hendes to små børn, imens hun er på arbejde. Det bliver total spændende, men også total balagang fordi jeg ikke kan hebraisk og kvinden ikke kan engelsk.

Så ja, kære dejlige venner derhjemme. Jeg synes jeg får min daglige portion af kaos. Jeg ved ikke lige hvad man kan lære af dette. Måske at balagang bare er en realitet engang imellem, hvor det ikke engang hjælper at sige rega.

Make yourself at home

Siden sidst er det sket vildt meget, og jeg ved slet ikke hvordan jeg kan fortælle om det uden at det bliver alt for intens, alt for rodet, alt for meget, alt for langt eller bare alt for kedeligt.
Derfor lavet jeg lige en lille opsummering om hvad der er sket, for så bagefter at komme til min virkelige historie.

Siden sidst har jeg været til fødselsdag to gange. Christel og Zenia som er volontører fra Danmark er begge blevet 20 år. Det har været dejligt at få lov til at fejre dem, og at vide at jeg kan være sammen med dejlige danske venner selvom jeg er langt hjemmefra.

Siden sidst har jeg været i Haifa, en smuk havneby, sammen med min vejleder Hege og hendes mand Knut Helge og søn Jonathan. Det var egentlig en meget afslappet tur, hvor vi var på restaurant og badede ved en lækker strand. Hege og jeg var dog også på arbejde og vi fik interviewet en kvinde der leder en feministisk organisation. Hun hjælper kvinder der er endt i prostitution. Hun gør virkelig et fantastisk arbejde for de kvinder, og er altid i dialog med den israelske regering for at ændre kvinders rettigheder. (og nej jeg er ikke rødstrømpe, men hvor er det da vigtigt at hjælpe kvinder der er endt i prostitution!) Jeg kunne sige meget om det, men det der rørte mig mest var nok en historie om en kvinde de er i kontakt med: Der er åbenbart mange mænd der, efter Ramadanen er ovre, benytter sig af prostituerede kvinder. En kvinde havde efter Ramadanen 51 kunder på en nat. Om dagen tog hun sig af sin søn. Hvor er det bare vildt trist! Selvom det var i forbindelse med Ramadan, vil det være meget naivt at tænke at det kun er muslimer der er "onde". Ondskab findes desvære i alle sociale grupper, også blandt kristne. Tough but true!

Siden sidst har jeg trådt i Jesu fodspor på via Dolorosa (Smertens vej). Det vil sige at jeg højst sandsynligt, måske, tilnærmelsesvis, eventuelt, muligvis, potentielt, i følge de seneste videnskabelige beregninger har gået på den vej som Jesus gik med sit kors op til Golgata. Det var faktisk meget spændende, især inde i gravkirken som er en stor kirke bygget rundt om Golgata og Jesu grav. (Måske og alt det der.) Man siger at Gravkirken er den helligste kirke i hele verden. Hvis man alligevel skulle være i tvivl, så er der guld, glitter og røgelse overalt i kirken til at minde en om, at dette altså er helligt. Jeg burde virkelig skrive mere om det, for der er så mange spændende historier om Via Dolorosa og Gravkirken. Men for at sige det kort, kan Gravkirken godt virke meget katolsk for sådan en oasepige som mig. På den anden side er det meste i kirken meget smukt lavet, og kirken har en spændende historie.

Siden sidst har jeg været i Jeriko på min første tur til Vestbredden. Vi var en gruppe danskere der besøgte en mand, Tass Saada, der tidligere har været snigskytte for Arafat. Han er nu blevet kristen, og er total passioneret for at give håb til de palæstinensere der bor i flygtningelejrene omkring Jeriko. Han har en organisation der hedder Seeds of Hope som har gang i mange gode projekter. Han har åbnet en børnehave for børnene fra flygtningelejrene, så de kan få en nogenlunde god barndom; så de oplever at mennesker fra "verden udenfor" faktisk ser dem som værdifulde mennesker. Han sagde at et menneske uden værdighed er et menneske uden håb for fremtiden. Det er hans forklaring på at der er folk der ønsker at være selvmordsbomber, de har nemlig allerede fået taget alt deres værdighed fra sig i flygtningelejrene. Han håber derfor på at børnehaven kan plante små frø af håb for disse børns fremtid. Seeds of Hope har virkelig gang i en masse ting, de giver f.eks. mikro lån til familier, så de kan købe et daddeltræ, som de skal passe og pleje. Dadlerne bliver igennem Seeds of Hope solgt til hele verden, og familierne får overskude fra salget af deres dadler. Mega fedt! Dadlerne er rigtig lækre, men bliver desvære ikke solgt i Danmark. Hvis I kender nogen der gerne vil indkøbe dadler fra Jeriko, så sig endelig til, så skaffer jeg forbindelserne. Hvis I vil høre mere om det så se på: http://www.seedsofhopeinc.org/index.html

Nå men det jeg egentlig vil sige, efter denne lange opdatering, var at jeg nu er så småt begyndt at føle mig hjemme her. Jeg har i lang tid gået og mugget over at jeg bor i Jerusalem, for "Jerusalem er jo en by fuld at religiøse tosser!"(se evt.: http://da.wikipedia.org/wiki/Jerusalem-syndrom ) Det er måske også rigtig nok, men Jerusalem er meget mere end det. Først og fremmest er Jerusalem mit hjem for de næste 5 måneder. Mit projekt lige nu er derfor det man på engelsk vil kalde for: "Making myself at home!" Det får mig til at tænke på den sang jeg skrev her i foråret. Det er den eneste sang jeg har skrevet og hedder sjovt nok "Where is Home?" Til sidst i sangen synger jeg dette til Gud:

When all the things seems to fall apart,
You still hold me in Your hand.
Come and heal my broken heart!
When You draw near I understand....
... that I am home.
I am home!

Så kære dejlige venner! Jeg håber at I ikke føler jer fremmede i jeres eget hjem. Men hvis det er tilfældet har jeg en god nyhed. Selvom vi lever i en verden der er fremmed og ond, så er der altid et hjem for hver enkelt af os, i Guds hjerte. Det er der vi virkelig har hjemme!

Make yourself at home.

Det man på Dansk-Oasiansk vil kalde for fase 2

Nu har jeg været her i Jerusalem i præcis 2 uger. Jeg har oplevet meget, og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Først og fremmest er det bare oplevelsen af at leve i total anden kultur. Jeg tror aldrig jeg har været i et land hvor religion spiller så stor en rolle, samtidig med at min egen kristne tro er i undertal. Jeg har nydt at tage bus nummer 4 på arbejde. Der kører vi igennem de mest ortodokse jødiske kvarterer, og jeg får set et utal af sorte hatte og slangekrøller. Når jeg er hjemme og slapper af, hører jeg lige pludselig imamen kalde alle muslimerne til bøn. Jeg har tit i den sammenhæng gået ud på altanen, for at høre på sangen, bare for at minde mig om at jeg er et fremmed sted. Jeg synes på en måde at det er smukt, og for mig gør det ikke så meget at muslimerne også engang imellem minder mig om at jeg kan bede til min Gud.
Der er så meget der er total anderledes. Smagen, lugten, varmen, sproget, påklædningen, rutinerne, supermarkederne, kulturen, ja faktisk alt er anderledes. Mælken er dobbelt så dyr som colaen; Ingen tager politiets sirener alvorligt (ikke engang politiet selv) så når det virkelig gælder bruger de dyt-hornet; Rosiner, som jeg eller troede var meget mellemøstlige, koster mindst 3 gange så meget som i Danmark; Kattene spiser skræl og ikke whiskas; fryseposerne hernede er lige så tynde som et lag solcreme; og vores højhellige søndag er immervæk lavet om til en "mandag". Jeg kan slet ikke finde rundt i ugedagene mere! Det er nu pudsigt, at vi ubevidst tillægger ugedagene forskellige værdier. Jeg kan f.eks. slet ikke finde ud af hvad jeg skal forvente af en onsdag hernede i Israel.
Alle disse nye indtryk er jo kun halvdelen af mit liv hernede.  Jeg er jo først og fremmest kommet herned for at være i praktik. Og ja hvad er det så jeg laver? Bare tanken om at forklare jer derhjemme hvad jeg laver giver mig sved på panden. (Eller også er det bare varmen.) Jeg er i praktik på Machaseh, og det er jeg glad for. Jeg har en fantastisk vejleder som hedder Hege, fra Norge. Hun er så dygtig og får mig til at føle mig så godt tilpas. She´s the best! Min leder, Lena, er virkelig så livsbekræftende, og har allerede snakket om hvor meget vi skal hygge sammen til jul. I love it! Arbejdet på Machaseh har mange aspekter men jeg vil gerne fortælle om en side af det. Machaseh er en organisation og ikke en institution. Med det mener jeg at vi i de fleste tilfælde hjælper folk ude hos dem selv, i stedet for at de flytter ind hos os for at få hjælp. På den måde tager vi ikke så meget ansvar væk fra dem vi hjælper. Det er både godt og skidt. Jeg synes det er spændende at arbejde på den måde, men mange gange kan jeg også have svært ved at vide hvordan jeg som diakon så egentlig kan hjælpe folk. Jeg er jo studerende og er derfor på total bar bund i alt, og det har irriteret mig vildt meget. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af i mit arbejde og øse ud af omsorg og kærlighed som der jo er brug for? (Jeg er sikker på at alle i min klasse har haft denne følelse i den sidste måneds tid.)

Jeg laver lige en lille opsummering inden jeg kommer til pointen. (Ja, tænk sig.... jeg er ikke engang kommet til pointen endnu :-)
1.) Jeg lever i en total fremmed kultur, hvor ALT er anderledes. (Måske lige med undtagelse af tyngdeloven og at 2 og 2 for det meste er 4)
2.) Jeg er i praktik hvor jeg ikke føler at jeg lever op til mine egne høje krav.
3.) Oven i det skal jeg til at bygge nye venskaber op, fordi jeg har efterladt ALLE mine venner og familie i Danmark.

(Punkt 3 var noget nyt og dermed ikke en opsummering, men jeg er jo heller ikke dansklærer, vel!)

Disse ting har gjort at filmen selvfølgelig skulle "knække" på et tidspunkt. Så her til aften har jeg tudet lidt.... ja okay måske lidt mere end lidt.
Jeg har brugt meget tid på at have ondt af mig selv, og det synes jeg også at vi skal give os selv lov til engang imellem. 
Jeg vidste godt at det ville komme på et tidspunkt, og jeg synes det er dejligt forløsende at græde. Jeg er selvfølgelig lidt trist lige nu, men det er efter omstændighederne ikke særlig mærkeligt. Jeg har egentlig slet ikke noget ønske om at komme hjem lige nu. Jeg kan jo godt li´at være her, men jeg savner bare jer derhjemme... (på den gode måde.)
Jeg har engang læst, at sorg er hjemløs kærlighed. Og det beskriver godt den måde jeg har det lige nu. Jeg er langt hjemmefra den rodfaste kærlighed jeg har med jer derhjemme. Jeg har dog allerede plantet nogle små spirer af kærlighedsvenskaber her i Jerusalem, men jeg kan godt savne at se nogle af de gode gamle store træer, især kastanje- og bøgetræerne. (Sorry jeg elsker metaforer!)

Men kære dejlige venner. Jeg har det fantastisk! Hvis ikke som blommen i et æg, så i hvert fald som en falafel i et pitabrød! Med fornyet håb møder jeg på arbejde i morgen, torsdag, som jo har status som en fredag. (woop woop, weekend!) Og på fredag, skal jeg gøre byen usikker med to dejlige danske tøser!

Mit guldkorn til jer i dag er at I skal værne om de dybe venskaber, og at I skal give jer selv lov til at være triste engang imellem, gråd er for det meste bedre end en pose chips :-)

(Jeg er godt klar over at nogle af jer på en særlig måde oplever stor sorg i forbindelse med den forfærdelige ulykke i Norge. Jeg håber på ingen måde at jeg i mit indlæg har gjort sorgen til noget plat. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være at miste sine nærmeste på sådan en tragisk måde. I må virkelig opleve sorgen som en kærlighed der ikke kan finde noget hjem. I skal vide at jeg beder for jer.)