For knap en måned siden skrev jeg, at jeg skulle flytte fordi jeg kunne bo gratis et andet sted. Jeg flyttede også derud, men nu er jeg faktisk flyttet tilbage til Sinai Ørken nr. 25 igen.
Her kommer min lille hjem-ude-hjem eventyr.
Min altid hjælpsomme præst Jakob, og en af hans piger kom og hjalp mig med at flytte mine ting til mit nye hjem for omkring en måned siden. Dagen efter jeg flyttede, lå jeg i sengen hele dagen og var syg. Jeg havde faktisk ret ondt af mig selv... Ja okay, jeg græd... igen. Jeg følte mig så ensom og syntes jeg var langt væk fra alting. Der hvor jeg var flyttet hen hedder Ma'ale Adumim og er en forstad til Jerusalem. Jeg sammenligner det lidt med hvad Odder er for Århus. (Jeg skal så lige sige at jeg slet ikke har noget imod Odder. Det er faktisk en af de dejliste byer jeg har boet i. Jeg har trods alt boet det i sammenlagt 2 1/2 år.) Jeg har egentlig heller ikke noget imod Ma'ale Adumim. Det er faktisk en noget smukkere og renere by end Jerusalem. Den har alt hvad man behøver, et kæmpe shoppingcenter og smukke parker og flotte rundkørsler med palmer. Der er også den smukkeste udsigt udover Judæa ørkenen, og max 30 km. til det døde hav.
Men hvad var der så galt med det? spørger du nok. Det var jo gratis.. Hallo Louise har du helt glemt din jyske fornuft?
Min fornuft har det nu meget godt. Mine første prioriteter er bare ikke gods, guld og smukke palmer. Hende jeg boede hos er virkelig en dejlig dame, men hun ville ikke have at jeg havde besøg af venner, fordi dette hjem skulle være et sted man kan få fred og ro. Hun arbejder meget og har brug for fred når hun kommer hjem, så det forstår jeg godt. Hun er virkelig en dejlig kvinde, men jeg følte mig lidt som gæst i mit eget hjem. En anden udfordring var at der ikke var internet der. Det var virkelig frustrerende for mig, fordi jeg havde brug for at være i kontakt med mine venner og familie i Danmark. Et trejde faktor som gjorde at jeg havde svært ved at bo der var at det var så langt væk. Jeg bruger meget tid på transport fordi jeg skal rundt og besøge familier rundt om i Jerusalem. Så hvis det tager en times tid at komme ind til Jerusalem i morgentrafikken, og så skal skifte til en anden bus, så slider det meget på mig.
Faktisk blev jeg ret god til at pakke en taske som kunne holde en hel dag. Jeg havde selvfølgelig min fuldt opladet computer med, så jeg kunne nasse på tilfældige trådløse internetforbindelser i Jerusalem. Mange gange havde jeg flere gode forbindelser at vælge imellem. så havde jeg altid mit halstørklæde med, for selvom det var svedende varmt om dagen bliver det køligt når solen går ned, desuden er aircondition også sindsygt koldt. For det meste havde jeg også et par langbukser og en bluse med i min min taske, som jeg kunne skifte til om aftenen. Ellers havde jeg det sædvanlige udstyr med som en vandflaske, min kalender og min mobil. Hvis det var torsdag så havde jeg for det meste også min sovepose, mit nattøj et ekstra sæt tøj, en tandbørste og en deo med, da jeg i weekenden ikke kan tage til Jerusalem med offentligt transport p.g.a. Shabbat. Men bare rolig, jeg overnattede ikke i en papkasse på gågade sammen med de andre hjemløse, jeg har overnattet hos forskellige venner i weekenden.
Men altså selvom det har været meget lærerigt og spændende at have mit hjem i en rygsæk, og stå tidlig op og komme sent hjem, så var det alligevel meget slidsomt til sidst. Derfor valgte jeg at flytte tilbage til mit gode gamle og velkendte Sinai Ørken 25, da jeg hørte at der var et værelse frit.
Det var præcis som for en måned siden: Jeg blev først syg, og sov i 1 1/2 døgn (Jeg tror jeg var syg p.g.a. stress) derefter (dvs. i går) kontaktede jeg flyttefirmaet "Jakob og datter", og så flyttede jeg ind på Midbar Sinai Street 25 i Jerusalem. Igen! ....og jeg er glad.
Hvis der er et par enkelte som tænker: "Det var da godt nok en lang forklaring!", så er det fordi I ikke kender hele historien, for dette er virkelig kun en grov skitse over alle de elementer og overvejelser der har spillet ind. "The extended version" kan man få på skype, eller når jeg kommer hjem.
Er der nu nogle andre, (eller de samme som før, hvad ved jeg) der slet ikke kan forstå hvorfor jeg har kaldt dette blogindlæg for "Mit Israelske lyskryds", så kan jeg godt forstå dig. Forklaring og guldkorn følger :-)
En dag da jeg stod og ventede på min bus til Ma'ale Adumim, filosoferede jeg nemlig lidt over min situation. Jeg var allerede på vej til at være syg, og havde ventet i 20 min på bussen. Endelig kom min bus, men selvom jeg vinkede med armene, holdte den ikke ind til siden. Da den kørte forbi så jeg at det var helt umuligt at få mig presset ind i den bus, for den var fyldt til bristepunktet med pasagerer. Havde det nu været varmere, havde jeg nok lidt mere overskud til at more mig over hvor komisk det så ud. Alle disse mennesker var mast ind mellem hinanden, ja nærmest presset op mod ruden. Alle havde de det samme lidt vilde udtryk i øjnene som både siger "Åh jeg skal bare holde balancen i denne stilling de næste 20 min." og "Jeg håber ikke at buschaufføren laver alt for vilde sving." Nå, men jeg endte med at vente på bussen i 50 min. Derfor begyndte jeg som sagt at filosofere over det jeg så, nemlig lyskrydset.
Det var et stort lyskryds fordi vejene var 3-sporet. Jeg kiggede på bilerne, og så dem standse og køre igen. Det hele fungerede som det skulle, selvom der konstant var biler det skulle holde stille. Lige pludselig tænkte jeg at det er sådan mit stressende liv er lige nu. Hele min dag er et stort israelsk lyskryds. Jeg har omgivet mig selv med stress og jag. Jeg forsøgte at bo i Jerusalem selvom jeg boede i Ma'ale Adumim, samtidig skal jeg lige lede min danske cellegruppe, jeg skal lige spille lovsang i kirken, jeg skal lige besøge en familie der stadig har det vildt svært, jeg skal lige lære at synge en sang på hebraisk, jeg skal lige tjekke min e-mail hvis jeg kan finde internet, jeg skal lige snakke med venner på skype, jeg skal lige brænde 3 timer af i byen, inden jeg skal mødes med "de næste", jeg skal lige forsøge at kommunikere med børn der ikke forstår engelsk, inden jeg tager en sen bus hjem til Ma'ale Adumim. Alle de ting er meget gode, men hvis alle ting bare afløser hinanden, og der altid er noget der venter, så bliver det til sidst for meget. Min mor plejer at sige til mig: "Man får stress af alt det man ikke når." Det vil sige, det er godt at lave noget, men hvis du ikke kan nå det du har sat dig selv for så giver det stress.
Det er fedt hvis man har overskud til at agere som lysregulering i et stort lyskryds, men det er bare super vigtigt at komme lidt væk fra det hele og lade det hele bare gå ligeud ad "landevejen."
Håber det giver mening.
Det er så nu jeg kunne gøre symbolikken komplet med at citere Jesus som siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet." Men i stedet for (eller faktisk samtidig med) vil jeg give jer et skriftsted fra Apostlenes gerninger 8, 26 hvor en Herrens engel siger til apostlen Fillip: "Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde."
Tit tror vi at vi skal være der hvor alle andre er for at få mest udbytte af vores "nådegaver". men nogle gange leder Gud os af øde veje. I kan jo læse videre for jer selv og se hvad Filip oplever på denne øde vej.
P.S. Jeg ved godt at det er lidt modsigende at jeg finder mere ro ved at være i larmende Jerusalem, end i smukke Ma'ale Adumim. Men sådan har livet nu sine finurligheder engang imellem.
