Afhængig af tal.

Hermed en lille rejsebeskrivelse fra Danmark. Selvom man ikke er ude for landets grænser er der vel stadig eventyr at opleve her i det lille kongerige.

I morgen skal jeg til eksamen i pædagogik. Noget jeg har glædet mig til, og længtes efter i næsten 3 ½ år nu. Endelig kan jeg få en reel vurdering af hvad jeg dur til, og om jeg er på rette vej i min karriere og i mit kald. Jeg har igen og igen mugget gevaldigt over at jeg fik et sølle ”bestået” for en opgave som jeg har lagt mange timers faglige og samfundsrelevante refleksioner i. Jeg har tit tænkt: ”Hvis jeg fik en karakter for denne opgave, så vil den virkelig være god!” men har jo altid pakket det ind i sætninger som: ”Jeg gad bare godt vide om jeg er på rette vej, eller om der er noget jeg har misforstået.” Jeg vil så gerne have det tal som siger at jeg er klog og reflekteret ud over det sædvanlige. Jeg snakkede med min lærer den anden dag, og hun sagde at jeg nok skulle klare det. Det skal jeg også nok, men jeg tog mig selv i at tænke at jeg ikke vil nøjes med at klare den. Jeg vil være super god til det, og jeg vil gerne have det 12-tal. Jeg vil ikke blive skuffet over at få mindre (det bilder jeg mig i hvert fald ind), men jeg kunne bare godt tænke mig et 12-tal.

Jeg tror mit ønske om at klare mig godt til eksamen skyldes forventninger både fra andre men især også fra mig selv. Min sidste vejleder har tit sagt til mig: ”Sådan en som dig, Louise, du skal bare nyde at være til eksamen. Du er jo så dygtig, så du skal bare gå ind og brillere med det du har.” Sådan nogle kommentarer gør mig glad og stolt, og sætter mine egne forventninger op. Jeg er så glad for at blive anerkendt for det jeg gør, og for det, folk tror, jeg kan.

Derfor er jeg kommet til at tænke på, hvad der mon sker hvis jeg ikke lever op til mine og andres forventninger. Hvis det jeg bliver rost for, faktisk ikke er rigtigt? Det er selvfølgelig ikke så farligt at man ikke kan leve op til forventninger, det er jo sådan noget der sker, og det er menneskeligt at fejle og bla bla bla. Men hvis jeg føler mig værdifuld, når jeg lever op til andres forventninger kan det jo gå galt, hvis jeg så ikke lever op til dem. Hvor ligger min værdi så henne? Som pædagog, lærer jeg at min værdi ikke ligger i hvad jeg gør ,men i hvem jeg er. Men jeg tror at jeg igen og igen fokuserer på at gøre fortjent, i stedet for at være fortjent. Jeg elsker at blive rost, og jeg elsker at rose andre. Men er det nu også altid så godt at gøre det? Giver det ikke bare grobund til at vi pludselig kommer til at falde med et brag når vi engang ikke lever op til andres forventninger? Jeg er stadigvæk meget i tvivl om hvad jeg skal tænke om begrebet ros, og har i hvert fald ingen svar på det nu.

Jeg tror bare det er vigtigt at finde sin værdi i noget der ikke er så afhængige af vores præstationer. For uanset hvor mega seje vi er til noget, så er vi blot mennesker som ikke har fattet særlig meget af det hele alligevel. I går stressede jeg lidt over mine forventninger til min eksamen, og besluttede mig for at læse i biblen. Jeg læste et sted, hvor disciplene diskuterede om hvem der var den bedste og største, lidt ligesom jeg kan have det: ”Jeg er faktisk god til det her, og hvor er det godt at jeg sammen med Jesus kan hjælpe folk der har det svært.” Men Jesus siger at det slet ikke går ud på det. Han siger noget i retningen af dette: ”Lad nu være med at lave rangordninger og mål jeres værdi på hvor gode I er!” Ikke lang tid efter han siger det til dem, hænger Jesus på et kors, og viser os hvor meget han elsker os. Ikke på grund af vores godhed, men nærmere på trods af vores mangel på godhed. Det tror jeg at jeg har brug for at blive mindet om igen og igen. Jeg er ikke værdifuld fordi jeg er god, jeg er værdifuld fordi Gud har valgt at elske mig. Og den kærlighed forsvinder ikke bare fordi jeg gør noget dumt, eller fordi jeg dumper en eksamen. Den er der hele tiden og igen.

Så nu vil jeg med lettet hjerte og forventningspresset på afstand, fortsætte med min eksamensforberedelse, og ønske alle held og lykke med ræset til alle derude.