Det man på Dansk-Oasiansk vil kalde for fase 2

Nu har jeg været her i Jerusalem i præcis 2 uger. Jeg har oplevet meget, og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Først og fremmest er det bare oplevelsen af at leve i total anden kultur. Jeg tror aldrig jeg har været i et land hvor religion spiller så stor en rolle, samtidig med at min egen kristne tro er i undertal. Jeg har nydt at tage bus nummer 4 på arbejde. Der kører vi igennem de mest ortodokse jødiske kvarterer, og jeg får set et utal af sorte hatte og slangekrøller. Når jeg er hjemme og slapper af, hører jeg lige pludselig imamen kalde alle muslimerne til bøn. Jeg har tit i den sammenhæng gået ud på altanen, for at høre på sangen, bare for at minde mig om at jeg er et fremmed sted. Jeg synes på en måde at det er smukt, og for mig gør det ikke så meget at muslimerne også engang imellem minder mig om at jeg kan bede til min Gud.
Der er så meget der er total anderledes. Smagen, lugten, varmen, sproget, påklædningen, rutinerne, supermarkederne, kulturen, ja faktisk alt er anderledes. Mælken er dobbelt så dyr som colaen; Ingen tager politiets sirener alvorligt (ikke engang politiet selv) så når det virkelig gælder bruger de dyt-hornet; Rosiner, som jeg eller troede var meget mellemøstlige, koster mindst 3 gange så meget som i Danmark; Kattene spiser skræl og ikke whiskas; fryseposerne hernede er lige så tynde som et lag solcreme; og vores højhellige søndag er immervæk lavet om til en "mandag". Jeg kan slet ikke finde rundt i ugedagene mere! Det er nu pudsigt, at vi ubevidst tillægger ugedagene forskellige værdier. Jeg kan f.eks. slet ikke finde ud af hvad jeg skal forvente af en onsdag hernede i Israel.
Alle disse nye indtryk er jo kun halvdelen af mit liv hernede.  Jeg er jo først og fremmest kommet herned for at være i praktik. Og ja hvad er det så jeg laver? Bare tanken om at forklare jer derhjemme hvad jeg laver giver mig sved på panden. (Eller også er det bare varmen.) Jeg er i praktik på Machaseh, og det er jeg glad for. Jeg har en fantastisk vejleder som hedder Hege, fra Norge. Hun er så dygtig og får mig til at føle mig så godt tilpas. She´s the best! Min leder, Lena, er virkelig så livsbekræftende, og har allerede snakket om hvor meget vi skal hygge sammen til jul. I love it! Arbejdet på Machaseh har mange aspekter men jeg vil gerne fortælle om en side af det. Machaseh er en organisation og ikke en institution. Med det mener jeg at vi i de fleste tilfælde hjælper folk ude hos dem selv, i stedet for at de flytter ind hos os for at få hjælp. På den måde tager vi ikke så meget ansvar væk fra dem vi hjælper. Det er både godt og skidt. Jeg synes det er spændende at arbejde på den måde, men mange gange kan jeg også have svært ved at vide hvordan jeg som diakon så egentlig kan hjælpe folk. Jeg er jo studerende og er derfor på total bar bund i alt, og det har irriteret mig vildt meget. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af i mit arbejde og øse ud af omsorg og kærlighed som der jo er brug for? (Jeg er sikker på at alle i min klasse har haft denne følelse i den sidste måneds tid.)

Jeg laver lige en lille opsummering inden jeg kommer til pointen. (Ja, tænk sig.... jeg er ikke engang kommet til pointen endnu :-)
1.) Jeg lever i en total fremmed kultur, hvor ALT er anderledes. (Måske lige med undtagelse af tyngdeloven og at 2 og 2 for det meste er 4)
2.) Jeg er i praktik hvor jeg ikke føler at jeg lever op til mine egne høje krav.
3.) Oven i det skal jeg til at bygge nye venskaber op, fordi jeg har efterladt ALLE mine venner og familie i Danmark.

(Punkt 3 var noget nyt og dermed ikke en opsummering, men jeg er jo heller ikke dansklærer, vel!)

Disse ting har gjort at filmen selvfølgelig skulle "knække" på et tidspunkt. Så her til aften har jeg tudet lidt.... ja okay måske lidt mere end lidt.
Jeg har brugt meget tid på at have ondt af mig selv, og det synes jeg også at vi skal give os selv lov til engang imellem. 
Jeg vidste godt at det ville komme på et tidspunkt, og jeg synes det er dejligt forløsende at græde. Jeg er selvfølgelig lidt trist lige nu, men det er efter omstændighederne ikke særlig mærkeligt. Jeg har egentlig slet ikke noget ønske om at komme hjem lige nu. Jeg kan jo godt li´at være her, men jeg savner bare jer derhjemme... (på den gode måde.)
Jeg har engang læst, at sorg er hjemløs kærlighed. Og det beskriver godt den måde jeg har det lige nu. Jeg er langt hjemmefra den rodfaste kærlighed jeg har med jer derhjemme. Jeg har dog allerede plantet nogle små spirer af kærlighedsvenskaber her i Jerusalem, men jeg kan godt savne at se nogle af de gode gamle store træer, især kastanje- og bøgetræerne. (Sorry jeg elsker metaforer!)

Men kære dejlige venner. Jeg har det fantastisk! Hvis ikke som blommen i et æg, så i hvert fald som en falafel i et pitabrød! Med fornyet håb møder jeg på arbejde i morgen, torsdag, som jo har status som en fredag. (woop woop, weekend!) Og på fredag, skal jeg gøre byen usikker med to dejlige danske tøser!

Mit guldkorn til jer i dag er at I skal værne om de dybe venskaber, og at I skal give jer selv lov til at være triste engang imellem, gråd er for det meste bedre end en pose chips :-)

(Jeg er godt klar over at nogle af jer på en særlig måde oplever stor sorg i forbindelse med den forfærdelige ulykke i Norge. Jeg håber på ingen måde at jeg i mit indlæg har gjort sorgen til noget plat. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være at miste sine nærmeste på sådan en tragisk måde. I må virkelig opleve sorgen som en kærlighed der ikke kan finde noget hjem. I skal vide at jeg beder for jer.)